I dag har Bjørn fået sit navn hos sig. Det er sådan en fin sten vi valgte. Brun granit med hvide årer...rigtig flot.
Vi kørte til op til hans have og mødtes med stenhuggeren. Han satte stenen lige som vi ville have det. Så nu står den hos vores lille dreng så alle kan se at han ligger dér. Det var dejligt at få den på plads. Der er så få ting man kan gøre når ens barn dør. Og især når det dør inde i maven. Vi har jo ikke haft ham hos os, så han kunne få noget af den kærlighed der var til ham. Vi har ”sparet så meget kærlighed sammen” til den lille mand i maven, mens han var derinde. Og når vi så ikke kunne beholde ham og give ham al den kærlighed med kys og kram osv., ja så er det rart at kunne vise det på en anden måde. Nu har vi gjort alt hvad vi kunne for den smukke lille Bjørne-unge.
Måske vil det nu også være nemmere at se frem og komme lidt videre. Nu er det lige som om det er lidt mere ”afsluttet”. Det bliver jo aldrig afsluttet at have mistet Bjørn, men det er alligevel en afrunding af et kapitel i vores liv.
Jeg tænker også at det måske nu vil være nemmere at få ro til at have fokus på en ny graviditet. Dermed ikke sagt at det skal være lige nu med det samme, men jeg tror heller ikke det behøver være langt ude i fremtiden. Som sagt så har vi sparet en hel masse kærlighed op. Og det er der da helt sikkert et lille barn der fortjener at få. Bjørn får den i vores tanker, men det vil også blive dejligt at kunne udtrykke den til en lillebror eller lillesøster.