D. 1. april 2009 skulle vores lille dejlige dreng være født. Desværre døde han i min mave da jeg var i 36. uge...

I starten af 2008 blev Lars og jeg enige om, at nu ville vi da gerne være forældre. Jeg lagde p-pillerne på hylden, og vupti 3 måneder efter var jeg gravid. Det var en dejlig fornemmelse og vi begyndte at lægge planer og drømme om fremtiden som familie. Graviditeten forløb godt, i hvert fald den første lille måned. Så startede kvalmen...og opkastningerne...puha. Jeg var nu igennem 4 måneder med kvalme og nedtrykthed...Stille og roligt begyndte det at blive bedre med kvalmen. Men så startede rygproblemerne. Ondt i korsbenet og i bækkenet i det hele taget. Ikke decideret bækkenløsning sagde lægen, men jeg skulle bare tage den med ro og kun gøre de ting der ikke gjorde ondt. Jeg var således sygemeldt under hele graviditeten.
Vi flyttede midt i februar ´09, for at komme tættere på Larses arbejde. Vi var kommet rimeligt godt på plads i vores nye hjem, og jeg havde det egentlig efterhånden godt, på trods af ondt i ryggen. Jeg havde været til lægen i uge 35. til alm. undersøgelse, og her var alt helt normalt. Jeg var glad og nu skulle de sidste uger bare gå inden babyen skulle komme...

D. 4/3-09 var jeg til jordemoder til regelmæssig undersøgelse. Min mor var med da Lars var til møde på Fyn. Et par dage forinden havde jeg lagt mærke til at "den lille mand i maven" ikke havde bevæget sig så meget som han plejede. Jeg var bekymret, men tænkte at det nok var fordi hovedet havde stillet sig fast i bækkenet, så han lå og ikke kunne sprælle så meget. Lars og jeg var blevet enige om at han godt kunne tage til møde, da min mor jo ville komme og tage med mig til jordemoder, og at alt nok skulle være i orden. Men et eller andet sted var jeg nok godt klar over at der var noget galt...

Jeg forklarede jordemoderen om min bekymring. Hun lyttede med det samme med doptone, men kunne ikke finde hjertelyd. Hun sendte mig over på fødegangen med det samme. For som hun sagde: ”Vi skal finde ud af om det er fordi han putter sig, eller om han ikke er der mere.” Jeg var et eller andet sted en smule forberedt på hendes besked, for jeg var jo bekymret...men alligevel tænkte jeg at det bare var fordi han puttede sig så hun ikke lige kunne komme til at lytte ordentligt.
På fødegangen blev vi modtaget af en sød jordemoder, Susanne, som viste os ind på en stue. Hun mærkede på min mave og lyttede efter hjertelyd med doptone. Hun kunne heller ikke finde barnets hjertelyd. Hun forklarede at der skulle komme en læge og scanne mig. Og siger igen at vi skal finde ud af om han putter sig eller om han ikke er der mere, men at det nok er det sidste vi skal forberede os på. Det løb mig lidt koldt ned ad ryggen lige da hun sagde det, men jeg nikkede og var klar på hvad der skulle ske.
Lægen kom ind med scanningsapparatet og hilste pænt på min mor og mig. De tændte for maskinen, som var ENORMT lang tid om at varme op syntes jeg. Jeg holdt min mor i hånden mens lægen scannede. Hun så først at hovedet vendte nedad. Så min tanke om at han havde stillet hovedet fast var rigtig nok. Så scannede hun der hvor hjertet skulle være...men der var ikke noget der bevægede sig på skærmen. Hun sagde: ”Det er her hjertet skal være, men det slår ikke.”

Jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene, men samtidig tænkte jeg at; "nu vågner du Sara fra det her mareridt, og skal vække Lars og fortælle om denne her forfærdelige drøm". Men jeg vågnede bare ikke. Jeg var jo vågen. Jeg tænkte også at det måtte være en helt utrolig dårlig joke. Og at de lige om lidt ville sige: Ej bare rolig Sara, det var bare ”for sjov”, se her han bevæger sig helt normalt og her er hjertet som slår”. Men nej...det skete heller ikke.

Jeg vendte mig om og kiggede lidt på min mor, som var helt chokeret og sagde et eller andet til jordemoderen, som jeg ikke kan huske. Så kom gråden...tårerne væltede ud af øjnene på mig og jeg hulkede lidt. Det holdt hurtigt op igen. For nu ville jeg jo vide hvad der så skulle ske. Jordemoderen sagde først at nu skulle jeg bare tage det helt roligt og lige finde mig selv lidt. Men jeg sagde til hende at jeg godt vil vide hvad der skulle ske. Jeg er et praktisk menneske, så nu måtte jeg forholde mig til den nye situation. Så måtte reaktionen komme når den kom.

Lars var jo på Fyn, så han skulle også have besked. Vi snakkede lidt om hvordan vi skulle fortælle ham det. Vi blev enige om, at jeg bare skulle ringe og fortælle det. For hvis jeg bare ringede og sagde, at han skulle komme med det samme, ville han jo alligevel vide hvorfor. Jeg ringede til ham og sagde at babyen var død. Han blev helt stille og sagde bare, at han kom med det samme. Han endte med at blive kørt til Slagelse af sin chef.
Imens snakkede jeg og min mor lidt med jordemoderen. Da Lars kom, efter en times tid, snakkede vi alle med jordemoderen om hvad der skulle ske nu.

Hun forklarede at jeg skulle føde barnet selv, ved at fødslen skulle sættes i gang. Det syntes jeg ikke var nogen god idé lige da hun sagde det. Jeg tænkte at de bare skulle lægge mig til at sove, og når jeg vågnede var det hele overstået.
Susanne (jordemoderen) forklarede at det var det bedste for mig, både fysisk og psykisk. Det kunne jeg et eller andet sted godt se, men det var lidt svært. Lars og min mor syntes også det var hårdt at jeg selv skulle føde.

Vi fik snakket en hel del med Susanne om det hele. Hun syntes vi skulle tage hjem og lige sunde os lidt, og få snakket det hele igennem. Så skulle vi komme igen dagen efter, hvor jeg skulle sættes i gang. Egentlig havde jeg mest lyst til at komme i gang med det samme, og bare få det overstået.
Men vi tog hjem. Vi græd og snakkede det meste af aftenen, men fik da også sovet noget.