Vores lille Bjørn blev begravet d. 18. marts. Han blev begravet på Oppe Sundby kirkegård, ved siden af sin lille fætter Mika. (Larses søster mistede en dreng i 2003 år, som døde af en hjertefejl. Vi var ikke et sekund i tvivl om at vores Bjørn skulle begraves sammen med ham).

Det var en trist, men meget smuk dag. Det havde været regnvejr nogle dage forinden, men lige den dag havde solen besluttet sig for at skinne. Den første rigtige forårsdag. Vi havde informeret vores venner og familie om, hvor og hvornår der var begravelse. Og de kom stort set alle sammen. Dejligt at alle ville være der og støtte os.
Vi mødtes med bedemanden på kirkegården, inden alle de andre kom. Lars og jeg ville gerne sidde lidt sammen med Bjørn i kisten, inden vi skulle bære ham ned til gravstedet. Vi sad inde i kapellet. Vi havde bestilt en lille fin bårebuket, som vi selv skulle sætte på kisten.
Da alle var kommet, ringede klokkeren med kirkeklokkerne. Det var meget beroligende med de tre x tre bedeslag til sidst. Så kom Knud (bedemanden) ind til os. Nu skulle Lars bære kisten ned til gravstedet. Der var stillet en lille bænk frem, som kisten skulle stå på, og alle de blomster der var kommet, lå så fint rundt om.

Jeg sagde velkommen til alle gæsterne, og at det var dejligt at se dem alle sammen. Min mor ville gerne læse et brev op til Lars og jeg. Bagefter sagde Larses mor lidt tanker højt til lille Bjørn. Jeg havde skrevet et lille brev til Bjørn, som jeg læste op. Bagefter bar Lars kisten hen til hullet. Vi sænkede selv Bjørn og kiste ned i hullet. Det var lidt hårdt, men samtidig ville jeg ikke have været det foruden.
Så lagde vi og gæsterne blomster ned til kisten.

Vi havde arrangeret kaffe og kage ved siden af kirkegården, i "konfirmandstuen". Knud bad alle gæsterne gå derind, så Lars og jeg lige kunne stå helt for os selv og sige farvel en sidste gang.
Så gik vi ind til de andre. Mens vi drak kaffe og spiste kage, lagde graveren og hans assistent, jord på kisten. De lagde alle blomsterne fint ovenpå jorden bagefter. Det var rart at kunne se hvad de lavede, da vi jo var lige ved siden af. Bagefter gik vi ud og kiggede på hvor fint det var blevet.

Dette er det lille brev, jeg har skrevet til Bjørn, og som han fik med ned til kisten. Jeg læste det op ved begravelsen, inden vi sænkede kisten i jorden:

Kære lille Bjørn.

Da du endelig blev født d. 7. marts, gjorde du os til nogle glade og stolte forældre, selvom du ikke lever mere og kan være hos os.
Vi har ventet spændt på at du skulle komme til verden, og glædet os til alle de ting vi skulle opleve sammen med dig. Vi har ikke tænkt på, at der kunne ske dig noget, når du lå trygt i din lille hule og hyggede dig. – Derfor blev vi så ulykkelige da vi fandt ud af, at du var død inde i maven.

Du har givet mig, din mor, meget kvalme mens vi ventede på dig. Men som far-Lars siger; så var det nok for at jeg skulle nå at mærke dig ordentligt når du ikke var hos os så længe. Så tak for det ;o)
Vi ved du har haft det trygt og godt i din lille hule, men dér kunne du ikke blive altid. Nu har vi givet dig en ny lille hule, med et fint tag som far-Lars selv har lagt på! Nu får du en fin soveplads ved siden af din fætter Mika. – Pas godt på hinanden!
Vi elsker dig – og selvom du ikke kan være hos os på den måde vi havde regnet med, vil vi ikke have været dig foruden.

Du vil altid være vores første lille søn, og altid være i vores hjerter!

Sov godt lille Bjørn

Kærlig hilsen mor og far.