Jeg har læst noget af en bog der hedder ”Tør du se min smerte”. Den er skrevet af en kvinde der har mistet sin lille søn da han var 4 1/2 måned gammel. Men først 5 år efter kommer hun i en sorggruppe hvor hun kan få bearbejdet sin sorg over sit tab. Det er en meget stærk beretning og den har berørt mig dybt. Jeg glæder mig til at læse den helt færdigt. Men jeg er nødt til at tage den i små bidder. Efter den første gang jeg havde læst i den, blev jeg meget irritabel og nærmest aggressiv. Der gik lidt før jeg fandt ud af at det var bogen der påvirkede mig. Jeg har selvfølgelig sagt det til Lars, at når jeg har læst i den bog kan jeg være lidt sur.

Kvinden beskriver hvordan hun indser at hun, dengang sønnen døde, ikke kunne give slip på ham følelsesmæssigt. Og at det er det der sker for hende fem år efter. Hun skal miste sin dreng igen. Nu bare følelsesmæssigt.

Efter at have læst det, kom jeg til at tænke meget på hvordan det forholder sig for mig i forhold til Bjørn. Jeg tror egentlig nok at jeg har sluppet ham følelsesmæssigt. Nok også fordi jeg ikke har haft ham i live uden for maven. Men jeg har nok ikke rigtig givet mig selv lov til at FÅ ham følelsesmæssigt. Altså at reagere på at være blevet mor. For det er jeg jo.

Da jeg havde født blev jeg selvfølgelig lettet over at det var overstået. Og jeg var da også lidt stolt og glad...men ikke helt. Jeg kunne vist ikke rigtig give mig selv lov til at være det 100%. Jeg tror jeg ubevidst har holdt glædes-følelserne tilbage. For han var jo død. Min søn var jo død da han blev født, så hvad var der at glæde sig over.

Men nu syntes jeg godt jeg kan mærke at jeg mangler noget...Jeg ved ikke om det er det, men måske. Jeg vil i hvert fald tale med Ruth om det i morgen.



Jeg har været rasende i dag. Rasende og ked af det. Lars har fået en ordentlig tur...det var ikke helt fair, men jeg har også sagt undskyld.

Jeg har besluttet at lave en hjemmeside, hvor jeg vil lave noget til minde om Bjørn. En slags ”scrabbog” kan man vel kalde det. Siden skal hedde www.bjoernensover.dk . Jeg har købt domænet og det hele. I dag ville jeg så kigge lidt på hvordan jeg kommer i gang med hjemmesiden. Så jeg tændte computeren, men så virkede nettet ikke. Det er jo naboens net vi har logget os på, trådløst, fordi Lars ikke har fået bestilt internet til os selv. Jeg blev helt afsindigt rasende på ham fordi det ikke virkede. Han har haft sådan en dims med hjem fra arbejdet så man har mobilt internet. Men den virker jo selvfølgelig ikke på en Mac!!! Jeg prøvede igen at få den til at virke, uden succes!

Jeg var så rasende at jeg først skrev en lang grim sms til Lars. Noget med at jeg hadede ham og at han jo var ligeglad med om internettet herhjemme virkede. Han kunne jo bare tage på arbejde og så var det hele fint for ham. Så kylede jeg en bog på gulvet (den lå nærmest). Det hjalp lidt. Tango blev så forskrækket at hun hoppede en halv meter hen ad gulvet. Så sad jeg lidt og tudede, men syntes jo stadig at det hele var noget LORT! Så jeg kylede også dimsen til mobilt internet på gulvet...Jeg tænkte godt at det nok ikke var smart...men den fortjente en tur når den nu ikke kan finde ud af at virke til en Mac.

Jeg tudede lidt mere og rev mig selv lidt i håret. Tænkte faktisk på om jeg var ved at blive sindssyg. Så skrev jeg endnu en grim besked til Lars. Noget om at han jo var ligeglad med hvordan jeg havde det og at han bare kunne blive på sit elskede arbejde...

Jeg fortrød det hurtigt igen...for jeg mente det jo ikke. Skrev ”undskyld” til ham. Han svarede ikke. Så efter lidt tid, skrev jeg til ham om han hørte at jeg sagde undskyld. Så ringede han. Jeg begyndte at græde...han sagde at han var så ked af at han ikke havde fået bestilt det internet for længe siden. Han skulle nok gøre det i dag. Han sagde også at han jo ikke var ligeglad med mig...Jeg sagde undskyld mange gange og at jeg godt vidste at han ikke er ligeglad. Jeg var bare så ked af det. Ked af at vores lille dreng er død. Det forstod han godt. Han lovede at ringe senere.

Han ringede omkring kl. 12.30. Der var han på vej til Skælskør fra Ølstykke. Jeg kom til at græde lidt igen, og han sagde at han ville prøve at komme lidt tidligt hjem.
Da kl. var omkring 14.30 kunne jeg ikke mere...jeg ringede til Lars og spurgte om han ikke kom hjem til mig. Han sagde at han ville køre med det samme. Og han var hjemme ca. 15.15. Det var dejligt at han kom hjem til mig. Det var jo dét jeg havde haft brug for hele dagen. At han var der til at trøste mig når jeg var ked af det. Jeg elsker ham af hele mit hjerte!

Det er godt at skrive...jeg troede ikke jeg havde kræfter til det, men nu er det rart at gøre det. Det er nok lidt som at komme ud at træne eller gå en tur. Man gider ikke rigtigt, men når det er gjort har man det godt.

I morgen skal jeg til Ruth kl. 9.30. Så jeg skal tidligt op. Jeg har aftalt med Rosa og Marianne at jeg kommer forbi og besøger dem bagefter. Og om eftermiddagen skal jeg over til Mette. Lars og Mads skal til noget påskefrokost med pigerne fra gymnasiet, men Mette og jeg gider ikke rigtig med. Jeg har tænkt på at det nok kan blive hårdt hos Ruth i morgen. Jeg har talt med Mette, og spurgt hende om det er OK hvis jeg ikke har lyst til andet end at glo ud i luften. Og selvfølgelig var det det. Hun er så sød Mette. Jeg holder meget af hende.