Det er længe siden jeg har haft lyst til at skrive noget...det har været hårdt de sidste 4 måneder.
Det var mærkeligt at finde ud af at jeg var gravid. Det var da vi kom hjem fra ferie i Jylland vi fandt ud af det. Jeg havde tænkt lidt på det mens vi var af sted. Så da vi kom hjem tog jeg en test, Lars vidste det ikke.
Jeg kiggede ikke rigtigt på den mens jeg ventede, for jeg regnede med at den var negativ. Men så...var der lige pludselig to streger. Jeg måtte kigge på æsken en ekstra gang for at være sikker på hvad det betød. Jeg gik ind til Lars i sengen med testen på ryggen. Så sagde jeg at der var noget jeg skulle vise ham. Jeg holdt testen frem med bagsiden mod ham, så vendte jeg den om så han kunne se hvad den sagde. ”Nå sagde han”...”hvad er det nu lige det betyder..”
Så smilede vi lidt...og så tja...så snakkede vil lidt om at det var meget underligt.
....Og så kom KVALMEN!!!
Jordemoderen havde sagt at jeg skulle være forberedt på at få lige så meget kvalme som sidst. For hvis jeg var forberedt, var det kun en dejlig overraskelse hvis jeg ikke fik det. Men det gjorde jeg, og den er der endnu...
Jeg har haft næsten konstant kvalme de sidste 4 mdr. Der er også gode dage, men det er mest bare kvalme og opkast...
De sidste par dage har været lidt bedre (jeg tør næsten ikke ”sige det højt”). Vi har været ude at gå et par gode ture, det har været dejligt at få noget frisk luft. Men ellers går dagene med at ligge på sofaen...
Vi var til nakkefolds-scanning for en måneds tid siden. Her var alt helt fint og vi så en lille meget sprællende baby. Det var meget underligt og lidt uvirkeligt, men samtidig dejligt at se. Mens vi sad i venteværelset blev jeg ret ked af det, fordi jeg kom til at tænke på, at sidst jeg var til scanning fik vi besked om at Bjørn var død.
Hende der scannede var rigtig sød og forklarede alt hvad hun kunne se og hvad hun kiggede efter. Både min mor og Lars var med. Hun kunne se at moderkagen ligger på forsiden, altså ud mod mit maveskind, så der godt kunne gå lidt længere tid før jeg ville kunne mærke liv.
Jeg har heller ikke mærket noget...ikke før i forgårs aftes...sådan nogle af de første (lidt irriterende) ”dunk” ned i blæren. Jeg var lige gået i seng og ved at falde i søvn da jeg mærkede det...
Det var meget ubehageligt...jeg blev rigtig ked af det...det hele kom bare væltende ud. Igår havde jeg det stadig lidt skidt. Jeg græd hele tiden, og det endte med at Lars måtte komme hjem fra arbejde og være hos mig. Vi fik snakket lidt om det. Det er nok fordi at det hele nu er lidt mere virkeligt når jeg kan mærke liv. Indtil nu har det været lidt uhåndgribeligt, og så har kvalmen fyldt så meget. Nu skal jeg også til at give babyen ”opmærksomhed” og det kræver jo lidt ekstra tankeenergi...
Vi er startet i en sorggruppe (tilbud fra sygehuset) for to uger siden, og der har vi jo fortalt hele historien igen. Det er helt sikkert også det der har påvirket mig til at blive ked af det.
I dag har jeg det lidt bedre. Men jeg er træt og har kvalme...